Om at gå
Om at gå
Om at gå
About walking
About walking
About walking
Jeg har bemærket, at jeg trækker vejret ind på et skridt og puster ud på tredje skridt. Hvis jeg trækker vejret på den måde, så holder jeg et tempo, hvor jeg kan gå længe.
Sommetider falder jeg ud af rytmen uden at bemærke det, og jeg bemærker kun ubehaget, men er ikke bevidst nok om det til at kunne sætte en egentlig finger på, hvad problemet er.
Og så falder vejrtrækningen måske tilfældigt i hak igen, og gangen bliver let på ny.
Andre gange bemærker jeg ubehaget og tvinger tankerne tilbage på at tælle: 1 skridt - vejret ind - 2 skridt - 3 skridt - pust ud.
Jeg falder ind igen. Min vejrtrækning bestemmer tempoet, og det går.
I’ve noticed that I inhale on one step and exhale on the third. When I breathe like that, I maintain a pace that lets me walk for a long time.
Sometimes I fall out of rhythm without noticing, and I only feel the discomfort, but I’m not aware enough of it to quite put my finger on what the problem is.
And then the breathing might randomly fall back into place, and the walking becomes easy again.
Other times, I do notice the discomfort and force my thoughts back to counting:
1 step – breathe in – 2 steps – 3 steps – breathe out.
I fall back in. My breathing sets the pace, and it works.
Jeg kigger mest ned i jorden, og det er en skam. Men jeg må holde øje med, hvor jeg går, fordi der er langt endnu.
Derudover, hvis jeg kigger for meget op, er det også, som om jeg mister modet, fordi farten falder betragteligt i måden, jeg ser på.
Ligesom når jeg kigger ud af sideruden indefra en bil i bevægelse: De træer eller huse, som er tæt på bilen, bevæger sig væsentligt hurtigere end landskabet længere væk.
Sådan kan jeg snyde min hjerne til følelsen af et højere tempo, og fremdriften føles stærk.
I mostly look down at the ground, and that’s a shame. But I have to watch where I’m going, because there’s still a long way ahead.
Also, if I look up too much, it’s as if I lose heart, because the pace drops significantly in the way I perceive things.
It’s like looking out the side window from inside a moving car: The trees or houses close to the car move much faster than the landscape farther away.
That way, I can trick my brain into feeling a higher speed, and the sense of progress becomes strong.
Engang blæste det meget, og jeg var træt. Vintersolen stod lavt og nøgen på himlen, og modvinden bed. Sandet drev op fra stranden og satte sig ind i alt: øjnene, næsen og munden.
Jeg hvilede øjnene lidt og tænkte ikke rigtigt over det i situationen, men bagefter vidste jeg, at jeg godt kan gå, mens jeg sover.
Jeg læner mig blot lidt fremover, og så får tyngdekraften mine ben til at gå af sig selv.
One time, the wind was strong, and I was tired. The winter sun hung low and bare in the sky, and the headwind stung. Sand blew up from the beach and settled into everything: my eyes, my nose, and my mouth.
I rested my eyes for a moment and didn’t really think about it at the time, but afterward, I realized that I can walk while I sleep. I just lean forward a little, and then gravity makes my legs move on their own.
Jeg kigger mest ned i jorden, og det er en skam. Men jeg må holde øje med, hvor jeg går, fordi der er langt endnu.
Derudover, hvis jeg kigger for meget op, er det også, som om jeg mister modet, fordi farten falder betragteligt i måden, jeg ser på.
Ligesom når jeg kigger ud af sideruden indefra en bil i bevægelse: De træer eller huse, som er tæt på bilen, bevæger sig væsentligt hurtigere end landskabet længere væk.
Sådan kan jeg snyde min hjerne til følelsen af et højere tempo, og fremdriften føles stærk.
✣
I mostly look down at the ground, and that’s a shame. But I have to watch where I’m going, because there’s still a long way ahead.
Also, if I look up too much, it’s as if I lose heart, because the pace drops significantly in the way I perceive things.
It’s like looking out the side window from inside a moving car: The trees or houses close to the car move much faster than the landscape farther away.
That way, I can trick my brain into feeling a higher speed, and the sense of progress becomes strong.
Engang blæste det meget, og jeg var træt. Vintersolen stod lavt og nøgen på himlen, og modvinden bed.
Sandet drev op fra stranden og satte sig ind i alt: øjnene, næsen og munden.
Jeg hvilede øjnene lidt og tænkte ikke rigtigt over det i situationen, men bagefter vidste jeg, at jeg godt kan gå, mens jeg sover.
Jeg læner mig blot lidt fremover, og så får tyngdekraften mine ben til at gå af sig selv.
One time, the wind was strong, and I was tired. The winter sun hung low and bare in the sky, and the headwind stung. Sand blew up from the beach and settled into everything: my eyes, my nose, and my mouth.
I rested my eyes for a moment and didn’t really think about it at the time, but afterward, I realized that I can walk while I sleep. I just lean forward a little, and then gravity makes my legs move on their own.
Engang blæste det meget, og jeg var træt. Vintersolen stod lavt og nøgen på himlen, og modvinden bed. Sandet drev op fra stranden og satte sig ind i alt: øjnene, næsen og munden.
Jeg hvilede øjnene lidt og tænkte ikke rigtigt over det i situationen, men bagefter vidste jeg, at jeg godt kan gå, mens jeg sover.
Jeg læner mig blot lidt fremover, og så får tyngdekraften mine ben til at gå af sig selv.
✣
One time, the wind was strong, and I was tired. The winter sun hung low and bare in the sky, and the headwind stung. Sand blew up from the beach and settled into everything: my eyes, my nose, and my mouth.
I rested my eyes for a moment and didn’t really think about it at the time, but afterward, I realized that I can walk while I sleep. I just lean forward a little, and then gravity makes my legs move on their own.
Vi er ikke velkomne overalt. Ingen adgang. Privat. Kysten er som en si – sommetider er der huller, og andre gange er der lukket af, og vi bliver nødt til at søge hen til hullerne for at kunne komme ud og videre. Der lugter af brændeovne her. De vil vist ryge os ud.
Sjælland er en lille ø, men det virker, som om der er meget plads inde bag ved hegn, kæder og skilteskove. Det er en vandrehistorie, at kysten er åben.
Andre steder ligger sommerhusene sirligt som perler på en snor, lige ned til strandene, og man tager sig selv i at tage øjemål på, hvor meget vandet skal stige, før husene står i vand til knæene.
We’re not welcome everywhere. No entry. Private. The coastline is like a leaky sieve — sometimes there are gaps, and other times it’s closed off, and we have to seek out the openings in order to get out and move on. There’s the smell of wood-burning stoves here. Seems like they’re trying to smoke us out.
Zealand is a small island, but it feels as though there’s plenty of space tucked away behind fences, chains, and forests of signs. It’s a myth that the coastline is open.
Elsewhere, summer houses lie neatly lined up like pearls on a string, right down by the beaches, and you catch yourself estimating how much the water would have to rise before the houses are standing in it, knee-deep.
Vi er ikke velkomne overalt. Ingen adgang. Privat. Kysten er som en si – sommetider er der huller, og andre gange er der lukket af, og vi bliver nødt til at søge hen til hullerne for at kunne komme ud og videre. Der lugter af brændeovne her. De vil vist ryge os ud.
Sjælland er en lille ø, men det virker, som om der er meget plads inde bag ved hegn, kæder og skilteskove. Det er en vandrehistorie, at kysten er åben.
Andre steder ligger sommerhusene sirligt som perler på en snor, lige ned til strandene, og man tager sig selv i at tage øjemål på, hvor meget vandet skal stige, før husene står i vand til knæene.
We’re not welcome everywhere. No entry. Private. The coastline is like a leaky sieve — sometimes there are gaps, and other times it’s closed off, and we have to seek out the openings in order to get out and move on. There’s the smell of wood-burning stoves here. Seems like they’re trying to smoke us out.
Zealand is a small island, but it feels as though there’s plenty of space tucked away behind fences, chains, and forests of signs. It’s a myth that the coastline is open.
Elsewhere, summer houses lie neatly lined up like pearls on a string, right down by the beaches, and you catch yourself estimating how much the water would have to rise before the houses are standing in it, knee-deep.
Vi er ikke velkomne overalt. Ingen adgang. Privat. Kysten er som en si – sommetider er der huller, og andre gange er der lukket af, og vi bliver nødt til at søge hen til hullerne for at kunne komme ud og videre. Der lugter af brændeovne her. De vil vist ryge os ud.
Sjælland er en lille ø, men det virker, som om der er meget plads inde bag ved hegn, kæder og skilteskove. Det er en vandrehistorie, at kysten er åben.
Andre steder ligger sommerhusene sirligt som perler på en snor, lige ned til strandene, og man tager sig selv i at tage øjemål på, hvor meget vandet skal stige, før husene står i vand til knæene.
✣
We’re not welcome everywhere. No entry. Private. The coastline is like a leaky sieve — sometimes there are gaps, and other times it’s closed off, and we have to seek out the openings in order to get out and move on. There’s the smell of wood-burning stoves here. Seems like they’re trying to smoke us out.
Zealand is a small island, but it feels as though there’s plenty of space tucked away behind fences, chains, and forests of signs. It’s a myth that the coastline is open.
Elsewhere, summer houses lie neatly lined up like pearls on a string, right down by the beaches, and you catch yourself estimating how much the water would have to rise before the houses are standing in it, knee-deep.
Mine fødder gør ondt.
Og min højre hofte.
Efter cirka 10 kilometer får jeg altid vabler på de mindste tæer. Jeg har arvet nogle skøre, skæve tæer fra en eller anden.
I starten blev jeg panisk. Smerten virkede helt uoverskuelig og som noget, der skulle bekæmpes, fordi det kunne ikke være meningen.
Med tiden er det blevet et vilkår. Smerten er der bare. Den bliver ikke værre – den er der bare.
Så nu fylder den ikke så meget.
My feet hurt.
And my right hip.
After about 10 kilometers, I always get blisters on my smallest toes.
I’ve inherited some strange, crooked toes from someone or other.
At first, I panicked. The pain felt completely overwhelming, like something that had to be fought — because surely, it couldn’t be the point.
Over time, it’s become a condition I just live with. The pain is simply there. It doesn’t get worse — it’s just there. So now, it doesn’t take up that much space.
Mine fødder gør ondt.
Og min højre hofte.
Efter cirka 10 kilometer får jeg altid vabler på de mindste tæer. Jeg har arvet nogle skøre, skæve tæer fra en eller anden.
I starten blev jeg panisk. Smerten virkede helt uoverskuelig og som noget, der skulle bekæmpes, fordi det kunne ikke være meningen.
Med tiden er det blevet et vilkår. Smerten er der bare. Den bliver ikke værre – den er der bare.
Så nu fylder den ikke så meget.
My feet hurt.
And my right hip.
After about 10 kilometers, I always get blisters on my smallest toes.
I’ve inherited some strange, crooked toes from someone or other.
At first, I panicked. The pain felt completely overwhelming, like something that had to be fought — because surely, it couldn’t be the point.
Over time, it’s become a condition I just live with. The pain is simply there. It doesn’t get worse — it’s just there. So now, it doesn’t take up that much space.
Mine fødder gør ondt.
Og min højre hofte.
Efter cirka 10 kilometer får jeg altid vabler på de mindste tæer. Jeg har arvet nogle skøre, skæve tæer fra en eller anden.
I starten blev jeg panisk. Smerten virkede helt uoverskuelig og som noget, der skulle bekæmpes, fordi det kunne ikke være meningen.
Med tiden er det blevet et vilkår. Smerten er der bare. Den bliver ikke værre – den er der bare.
Så nu fylder den ikke så meget.
✣
My feet hurt.
And my right hip.
After about 10 kilometers, I always get blisters on my smallest toes. I’ve inherited some strange, crooked toes from someone or other.
At first, I panicked. The pain felt completely overwhelming, like something that had to be fought — because surely, it couldn’t be the point.
Over time, it’s become a condition I just live with. The pain is simply there. It doesn’t get worse — it’s just there. So now, it doesn’t take up that much space.
Andre gange stopper jeg mange gange for at se landskabet. Hvis jeg rigtigt skal huske et sted, så skal jeg stå stille.
Og hvis jeg føler, at jeg skal huske et sted sådan på den måde, hvor jeg tænker, det sted må jeg aldrig glemme, så tager jeg et billede med telefonen.
Det er dog altid, uden undtagelse, en desillusionerende oplevelse at se billedet igen på telefonen, fordi det på ingen måde lever op til mine oplevelser af stedet.
Men jeg ville så gerne kunne opfange det og gemme det.
Other times, I stop again and again to take in the landscape.
If I really want to remember a place, I have to stand still.
And if I feel that I have to remember a place — in that way where I think, I must never forget this — then I take a photo with my phone.
But without exception, it’s always a disillusioning experience to look at the photo again, because it in no way lives up to how I experienced the place.
But I so badly wish I could capture it and keep it.
Andre gange stopper jeg mange gange for at se landskabet.
Hvis jeg rigtigt skal huske et sted, så skal jeg stå stille.
Og hvis jeg føler, at jeg skal huske et sted sådan på den måde, hvor jeg tænker, det sted må jeg aldrig glemme, så tager jeg et billede med telefonen.
Det er dog altid, uden undtagelse, en desillusionerende oplevelse at se billedet igen på telefonen, fordi det på ingen måde lever op til mine oplevelser af stedet.
Men jeg ville så gerne kunne opfange det og gemme det.
Other times, I stop again and again to take in the landscape.
If I really want to remember a place, I have to stand still.
And if I feel that I have to remember a place — in that way where I think, I must never forget this — then I take a photo with my phone.
But without exception, it’s always a disillusioning experience to look at the photo again, because it in no way lives up to how I experienced the place.
But I so badly wish I could capture it and keep it.
Andre gange stopper jeg mange gange for at se landskabet. Hvis jeg rigtigt skal huske et sted, så skal jeg stå stille.
Og hvis jeg føler, at jeg skal huske et sted sådan på den måde, hvor jeg tænker, det sted må jeg aldrig glemme, så tager jeg et billede med telefonen.
Det er dog altid, uden undtagelse, en desillusionerende oplevelse at se billedet igen på telefonen, fordi det på ingen måde lever op til mine oplevelser af stedet.
Men jeg ville så gerne kunne opfange det og gemme det.
✣
Other times, I stop again and again to take in the landscape. If I really want to remember a place, I have to stand still.
And if I feel that I have to remember a place — in that way where I think, I must never forget this — then I take a photo with my phone.
But without exception, it’s always a disillusioning experience to look at the photo again, because it in no way lives up to how I experienced the place.
But I so badly wish I could capture it and keep it.
Jeg kigger mest ned i jorden, og det er en skam. Men jeg må holde øje med, hvor jeg går, fordi der er langt endnu.
Derudover, hvis jeg kigger for meget op, er det også, som om jeg mister modet, fordi farten falder betragteligt i måden, jeg ser på.
Ligesom når jeg kigger ud af sideruden indefra en bil i bevægelse: De træer eller huse, som er tæt på bilen, bevæger sig væsentligt hurtigere end landskabet længere væk.
Sådan kan jeg snyde min hjerne til følelsen af et højere tempo, og fremdriften føles stærk.
I mostly look down at the ground, and that’s a shame. But I have to watch where I’m going, because there’s still a long way ahead.
Also, if I look up too much, it’s as if I lose heart, because the pace drops significantly in the way I perceive things.
It’s like looking out the side window from inside a moving car: The trees or houses close to the car move much faster than the landscape farther away.
That way, I can trick my brain into feeling a higher speed, and the sense of progress becomes strong.
Liv Ajse er grafisk designer, og denne side er dedikeret til dét at gå –
fordi hun i øjeblikket er i gang med at gå Sjælland rundt med sin kæreste.
Liv Ajse is a graphic designer, and this site is dedicated to walking –
as she’s currently in the middle of walking around Zealand with her partner.
Liv Ajse er grafisk designer, og denne side er dedikeret til dét at gå –
fordi hun i øjeblikket er i gang med at gå Sjælland rundt med sin kæreste.
Liv Ajse is a graphic designer,
and this site is dedicated to walking –
as she’s currently in the middle
of walking around Zealand
with her partner.
Jeg har bemærket, at jeg trækker vejret ind på et skridt og puster ud på tredje skridt. Hvis jeg trækker vejret på den måde, så holder jeg et tempo, hvor jeg kan gå længe.
Sommetider falder jeg ud af rytmen uden at bemærke det, og jeg bemærker kun ubehaget, men er ikke bevidst nok om det til at kunne sætte en egentlig finger på, hvad problemet er.
Og så falder vejrtrækningen måske tilfældigt i hak igen, og gangen bliver let på ny.
Andre gange bemærker jeg ubehaget og tvinger tankerne tilbage på at tælle: 1 skridt - vejret ind - 2 skridt - 3 skridt - pust ud.
Jeg falder ind igen. Min vejrtrækning bestemmer tempoet, og det går.
✣
I’ve noticed that I inhale on one step and exhale on the third. When I breathe like that, I maintain a pace that lets me walk for a long time.
Sometimes I fall out of rhythm without noticing, and I only feel the discomfort, but I’m not aware enough of it to quite put my finger on what the problem is.
And then the breathing might randomly fall back into place, and the walking becomes easy again.
Other times, I do notice the discomfort and force my thoughts back to counting:
1 step – breathe in – 2 steps – 3 steps – breathe out.
I fall back in. My breathing sets the pace, and it works.
Liv Ajse er grafisk designer, og denne side er dedikeret til dét at gå – fordi hun i øjeblikket er i gang med at gå Sjælland rundt med sin kæreste.
Liv Ajse is a graphic designer, and this
site is dedicated to walking – as she’s
currently in the middle of walking
around Zealand with her partner.